2000 – 2003

Engle & Dæmoner

Engle & Dæmoner vokser frem som elementarånder i billed-processen, hentet i ”arkiverne” over vores fælles menneskelige arketyper.

Udstillingskatalog Engle & Dæmoner

Forord  

Af Hans Jørgen Frederiksen. Lektor og institutleder ved Institut for kunsthistorie, Aarhus universitet.

Jo Møllers engle ligner hverken Raphaels eller Gustave Dorés. Der er først og fremmest hans egne skabninger i den forstand, at de er resultat af selve den kunstneriske proces. Men dermed er jo ikke sagt, at de er ganske uden kunst- og kulturhistoriske referencer og reminiscenser. Tværtimod. Ofte giver de associationer til Indien, Mesopotamien, Ægypten, europæisk middelalder og renæssance etc. Men uden at der bliver tale om epigoneri. De får deres eget selvstændige, nutidige liv men på en måde, der, når det fungerer bedst, hæver dem over sædvanlige hverdagsagtige rumlige og tidsmæssige afgrænsninger – helt i englenes ånd.

Udstillingskatalog. Engle & Dæmoner vokser frem som elementarånder i billedprocessen, hentet i ”arkiverne” over vores fælles menneskelige arketyper.

Katalog fra Sammenslutningen af danske kunstforeningers vandreudstilling.

Kamael, 116×89 cm, olie på lærred 🔴

Anmeldelse i Kunstavisen

Flammende mytologi 

Af Erik Mosegård Jensen

[…] Generelt er farveholdningen ændret fra det mere organiske til dristigere, hårde kontraster, f.eks. citrongult mod ultramarin og preusser-blåt, bl.a. i det 196 cm. Brede lærred ”Azazel”. At der er tale om en ørken-dæmon markeres ved billedets dominans af gule nuancer, og den liggende skikkelse betegner en falden engel. Billedet er dramatisk.

[…] Der er også ”Belial”, der på sort baggrund rækker en jordgrøn hånd frem fra sin gule kappe, som der stikker et par nøgne ben ud af forneden og øverst et tyran-ansigt i profil. Røde flammer slår ud fra den onde ånd og forenes med de gule spidser i hans krone. Først på dommedag bliver han besejret af jave, siger legenden. På ” Kamael” kan selv hvide vinger med store fjer flamme som bål på rød og sort baggrund, mens en slynget rytme knytter billedets elementer sammen.

Fjern mytologi forvandlet til stærk nutidskunst.

Anmeldelse i Kunstavisen af soloudstilling på Galleri Anne Marie, København

Omtale i Dansk Kunst 2001

Flammende mytologi 

At Jo Blicher Møller kaldte sin udstilling i Galerie Anne Marie i København for Engle og dæmoner markerede, at symboler afløste abstraktioner. Forenklet sagt. Bruddet var ikke større, end at udstillingen i nogen grad knyttede sig til performance-eksperimenter fra 80erne med titler som fx ‘Den vej maskerne vender’. Men i 90erne udstillede han abstrakte malerier med rigt facetterede billedrum.
En barndom i Indien ligger nok bag interessen for mytologi, men den gælder hele det verdensom- spændende net af mytologiske forestillinger i tæt vævede familieskaber. Samt alle anvendte og endnu åbne muligheder for billeddannelser. Generelt var farveholdningen ændret fra det meget organiske til dristigere, hårde kontraster; fx citrongult mod ultramarin og preusserblåt i bl.a. det store ‘Azazel’. At der var tale om en ørkendæmon markeredes ved billedets dominans af gule nuancer, og den liggende skikkelse betegnede en falden engel.

Belial, 2000. 116×89 cm, olie på lærred 🔴

Engle & Dæmoner, udvalgte malerier

🔴  Alle malerier fra perioden er solgt

Litografi

Ruminstallation 2002

Sekulariseringens Fortrængninger

I 2002 vistes ruminstallationen ‘Sekulariseringens Fortrængninger’, som en del af Jo Møllers udstilling ‘Engle/dæmoner’ i Århus Kunstbygning (Aarhus Kunsthal). Installationen var skabt til bygningens Rotunde og var en kommentar til “den vesterlandske kulturkrise”. Opfattelsen af en sådan kulturkrise stod kunstneren dog noget alene med på daværende tidspunkt.
Værket, består af 7 store tavler på 209 x 200 cm. assemblage med naturrelikvier: Slangeham, havørnefjer, uld, hestemanke, fluer, hvide påfuglefjer og tørrede liljer. Og 2 mindre tavler med neonrør. Alle tavler er bemalet med tjære / lava og har påmonteret en ansigtsafstøbning i en cirkelform.
Publikum opfordredes, i invitationen, til at tage blomster med. Blomsterne placeredes midt i Rotunden, hvor de lå og visnede, som på en grav.
Værket var skabt med udgangspunkt i Jo Møllers billedundersøgelse af ‘Cirklen og det Lineære Princip’.  Tomhedens inspiration.

Værket blev et par år senere, på initiativ af Randers Kunstmuseum, forsøgt vist på en række nordiske kunstmuser, men blev afvist med den begrundelse at titlen ‘Sekulariseringens fortrængninger’ pegede på en uforståelig problematik.
Ude af øje ude af sind … værket vistes igen 8 år senere, i et lavloftet lokale, i tredje baggård – under jorden – i det indre København.