1983 – 1988
Mollio-masker
og teater
Retrospektivt 1983 – 1988
Mollio maskeværksted
Maskeværkstedet fik først navnet Mollio, da Jo Møller dannede Billedspiller Co. i 1983; men han havde tilvirket masker længe inden. Den første maske blev lavet til hans ”Begravelse i Dyrehaven” ved København i 1972. En dødsmaske, tilvirket over en gipsafstøbning af eget ansigt.
Næste maske fremstillede han til en aktiviserende forestilling, med resterne af den legendariske ”Christianshavnsgruppe”. Han spillede en vansiret, tyrannisk konge (Macbeth). Det blev til flere masker bygget over samme læst.; men de første masker var ikke helt tilfredsstillende. Billedkunstneren var sådan set tilfreds; men det var skuespilleren ikke.
Jo Møller satte sig for at udvikle en masketeknik som opfyldte nogle tekniske krav:
1) Masken skulle sidde tæt og stabilt, som en forlængelse af ansigtet, karakteren.
2) Masken skulle kunne ”ånde”, så ansigtet ikke svedte og ætsede masken inde fra.
3) Masken skulle være let (Den lette maske) og holdbar. Spændet skulle styrkes.
De følgende ti år eksperimenterede og videreudvikle Jo Møller den professionelle maske: Mollio Masken.
Mollio-masker
Kejser / “Dyret i Mennesket”
Hex / “Den fortryllede skov”
Portrætmaske / Jytte Borberg
Buddha / Toke
Wotan / “Den fortryllede Skov”
Portrætmaske / Jais
Selvportræt / i Morfars hat
Selvportræt / i underbukser
Anima-maske / Jo
Taurus / “Dyret i Mennesket”
Mollio Billedspiller Compagniet 1983 - 1987
Jo Møller opsagde sin embedsmandsstilling som højskolelærer på Herning Højskole i 1983 og dannede ”Mollio Billedspiller Co.” på skuldrene af Maskeværkstedet i Silkeborg. Nordens første masketeater.
Mollio Billedspiller Co. bestod af: Per Christensen, Mette Munk, Anne Olsen, Niels Riisgaard og i opsætningen ”Dyre i Mennesket” også af Dorthe Carlson. De var alle tidligere teater / dramaelever fra højskolen samt Søren Bredahl. Jo Møller var kunstnerisk leder.
Scener fra Mollio Billedspiller Compagniets forestilling ”Dyret i Mennesket”. 1985 – Club 7 Oslo. Foto: Chr. Hansen
Mollio Co. producerede fire eksperimenterende billedspil:
1) “Dyret i Mennesket.” Fra Compagniets start begyndte udviklingsarbejdet af ”Dyret”. Det blev en række foranderlige billeder, hvor den ene scene fødte den næste, som i en drøm. En levende historie uden handlingsmønster, som til enhver tid afspejlede spillernes egen proces. Befrielsen af ”Dyret” og konflikten med ”Dyret”.
Billedspillet blev vist, – og udviklingsforløbet fortsatte i hele teaterets levetid.
2) ” Enhjørning” En gadeforestilling. Et billedspil med masker og op til 5m høje figurer, folk båret i bambus bure, firbenede styltevæsener, gladiatorkampe med stave og net, ild, trommer, lyde … ”Enhjørning” var en fredsdemonstration og vistes første gang i ”Kultur for Fred ugen” i Århus 1983. Med optog gennem byen og billedspil på Musikhusets amfiteater.
3) “Den fortryllede skov” Et aktiviserende forløb for børn, fra scene til scene i en skov. Billedspillet blev senere opført 8 gange på Århus Kunstmuseum i en speciel iscenesættelse (april-85).
4) ”Fugl over Fugl” En aktiviserende maskespil for og med 6 – 12-årige. Børnene deltes op i to maskerede hold, de tamme, – og de vilde fugle. Hakkeorden /mobningsproblematikken.
5) ”H. C. Anderledes” Dette stykke blev undtagelsesvis skrevet; men det nåede aldrig at blive iscenesat. Teksten fra kataloget lød: ”Det er historien om Andersens skyggesider. De fortrængte oprørere, som han så standhaftigt bekæmpede og dog altid skrev om.
I forestillingen møder vi Andersen om natten, i sit værelse, på Hotel du Nord. Det var en produktiv periode. Drømme, fantasier og virkeligheden. Han må skrive!”
Dramatik: Ole Vedfelt og Jo Møller, 1986.
Compagniet fik aldrig den produktionsstøtte, som Silkeborg Kommunes kulturudvalg havde stillet i udsigt … Det tog livet af Mollio Compagniet og Jo Møller forlod Søhøjlandet.
Mollio Billedspiller Co. – eller Mollio Masketeater – som det også blev kaldt, virkede i fire år. Jo Møller kaldte det dengang ”mit livs længste eksperiment”.
Tûkak ’ Teatret
Scener fra TÛkak’ Teatrets forestilling ”INUIT”, 1984
Uddrag fra Kronik i Information d. 21. 02. 1984:
Teatret der rejste ud i den hvide verden
Af Henning Elling og Mads Fægteborg
TEATERETS vel nok bedst kendte forestilling, er ”INUIT”. Det er kort fortalt et moderne dramatisk eventyr, der i en mytisk fremstilling handler specielt om kolonisationen af Grønland, men også mere generelt om menneskets undertrykkelse og den frigørelsesproces der udspringer heraf. Et vigtigt element i denne forestilling er masken, bemalet i farverne sort, hvid og rød.
Det var maskerne der førte Tûkak’ og Jo MØLLER sammen. Jo Møller dannede i foråret MOLLIO Billedspiller Compagniet, der udsprang af MOLLIO Maskeværkstedet i Silkeborg.
For ca. tre år siden så Jo Møller forestillingen ”INUIT”: ”Jeg så deres forestilling og var meget begejstret – bortset fra én ting, og det var maskerne. Deres gipsmasker var flotte i forhold til andre af slagsen, men det stødte mig alligevel lidt, fordi jeg ved noget om hvordan man kan lave de masker, og så snakkede jeg med dem om det.”
Hvilket nu har medført, at han for tiden opholder sig på TÛkak’ Teatret, for at lave masker til en nyopsætning af ”Inuit”.
I de mellemliggende år har Jo Møller videreudviklet den masketeknik, som han oprindelig arbejdede med. Masken laves af gaze over en læst, der er lavet efter en ansigtsafstøbning. Det kendes også fra andre maskeværksteder; men Jo Møllers masker udskiller sig derved, at han gennem et tæt samarbejde med skuespiller og instruktør, og på grundlag af egne erfaringer fra maske-terapi der bygger på gestaltterapien, analyserer skuespillerens karakter, rollens karakter og de fællesnævnere der ligger i den kollektive bevidsthed.
Den maske som skuespilleren Anda bærer, udtrykker en person ”der underkaster sig vores (europæernes) kultur, én der fungerer på vores kulturs præmisser, en slavesjæl, en form for konformitet, én der går i en fremmed kulturs tjeneste. Det opfatter jeg son én der er indsnævret, som ikke har frihed og som for alt i verden forsvarer sin ikke-frihed, og vil prøve at omvende andre til den samme holdning eller den samme sandhed. Derfor er ansigtet/ masken blevet indsnævret, afgrænset – bærer lidt karakter af en hjelm, den er lidt fordrejet, uharmonisk og den har en vilje og en angst i sig.”
Hvor Jo normalt har frie hænder i farvevalg, skal han i forbindelse med maskerne til Tûkak’ begrænse sig til sort, hvid og rød, som anvendes i eskimoiske sammenhænge. Herefter er det skuespilleren der på scenen skal give masken liv.
Jordcirkus
Scener fra Jordcirkus opførelsen af Charles Dickens, “A Christmas Carol” 1986
Kunstavisen, februar 1987
”Smid ikke masken, men tag en på!”
Efter succes med forestilling og udstilling af masker, billeder og objekter på Folkets Hus, Stockholm har det internationalt kendte teaterkollektiv, ”Jordcirkus” besluttet at etablere en permanent udstilling med kunstneren Jo Møllers masker på ”Manegen”, Kapsylen, Tjärhovsgatan 44, Stockholm.
Torben Lundø skrev bl.a.:
… ” Traditionelt siger vi jo, at vi går omkring med masker på, og at det i den personlige frigørelsesproces handler om at smide masken. Jo Møller har imidlertid i arbejdet med maskerne og gennem samarbejdet med den amerikanske gestaltterapeut Natascha Mann opdaget, at det snarere forholder sig omvendt:
Ved at tage maske på, bliver man i stand til at bearbejde, udtrykke sider af sig selv, energifelter, som ellers belaster personligheden. Sider, som ved at komme frem i lyset giver ny selvoplevelse, ny erkendelse og forståelse, og sætter gang i ny personlighedsudvikling.
I Jo Møllers arbejde med masken som udtryk, udviklede han en helt egen teknik til maske-fremstillingen, som gav en helt ny mulighed for liv og sjæl i det enkelte kunstværk, den enkelte maske. Og at maskerne altid blev levende i en opførelse, masketeater – eller billedspil.” … ”De åbnede en anden verden, end grafikken og maleriet ellers havde givet Jo Møller muligheder for.” …
”Arbejdet med maskerne i teater sammenhæng betød, at maskernes værdi som egentlig kunstnerisk udtryksmiddel blev defineret. Masker er netop i kunstens grænseland, hvor teatret holder op, og performance, happening, ceremonier, kultiske handlinger og så videre, møder den bildende kunst. Men som det gælder for alle grænseland pionerer, er der kun ubetydelig forståelse blandt de etablerede i begge lejre, såvel blandt teaterfolk og billedkunstnere.” …
Og senere:
… ”For den, der har set og oplevet Jo Møllers Mollio-masker er ikke i tvivl. Det er levende, stillingtagende kunst af højeste karat. Et udtryk, der afdækker og giver oplevelser: De skjulte kræfter i os, dæmonerne i os – ”Dyret i Mennesket” som en Mollio-forestilling hed. Og således viser maske kunsten også vej for den traditionelt bildende kunst med hensyn til livet i udtrykket.” …
I 1984 inviterede Århus Amt tre kunstnere til at deltage i en konkurrence om omslagsillustrationen af årets teaterkatalog.
Jo Møller vandt med dette omslag.