Forside    Maleri    Grafik   Tegning    Installation    Foredrag    Retrospektivt    CV      
1991 - 93
Back to india


Artikler:
- Back From India - udstillingskatalog:
"Back to India" af C.F. Garde
"Den gule drik" af Finn Terman Frederiksen

-
Billednotater fra Indien Bogudgivelse:
"Forord" af Finn Terman Frederiksen
"Min rejse i Sydindien" af Jo Møller
Indledning
Min rejse i Sydindien.
Af Jo Møller

På vej mod byen, lige undsluppet lufthavnens kaos, blev jeg udsat for et veritabelt bombardement af lugte, skarpt lys og lyde, støv, skidt og møg, stærke farver og myldrende mennesker. Det var som om, indtrykkene først nu trængte ind bag ruden.
Siddende på venstre forsæde, i en bil af ældre årgang, - hvor sædet manglede en fjeder, jeg sad skævt… Vi bumlede, bremsede, tudede, osede og støvede af sted, ind mod byen. Hovedstaden i Tamil Nandu, Madras med sine 3-4 mill. Mennesker plus dyr. Det var midt på dagen. Sveden løb fra panden lige igennem øjenbrynene og flød ned i ansigt, hals mv. Brillerne fik sin del.
Ved rattet, på min højre side, sad Mr. Ramankrishnan, min Tamilguide. Han var hyret hjemme fra pr. fax, på anbefaling af Hr. Karl H. Skott fra U-landsfonden af 1942, så han var go´ nok. I situationen gjorde han sig fortjent til anbefalingen, ved at snakke i én ubrudt strøm på sit indisk-engelsk anno-47. Alt løb i ét.

Da jeg kom ud fra lufthavnen – efter 26 timers flyvninger via København, London og Dubai, - var Mr. Ramankrishnan ikke tilstede, det var alle andre derimod. ”Hotel Sir?” – ”Kuli Sir?” – ”Taxi Sir?”…og hvad som helst Sir. Varmen og kulturen mødte mig frontalt, - jeg tænkte på en maler jeg kendte, som dejsede om i Delhi, lige efter ankomsten, og blev fløjet hjem med s.o.s. Jeg tog en rundtur til med kulien. Så fik jeg øje på mit stempel, på et brev, dansende rundt i mylderet og troede det var løgn, gik videre og vendte om, som i en stumfilm. Det var min fax, højt hævet over Mr. Ramankrishnans lille person, -den lignede ikke det aftalte skilt, med mit navn på, ret meget.
Heldet fulgte mig i den slags situationer.

Dette land kan ikke forstås, jeg lærte at holde op med at prøve. Det var som en rejse i underbevidstheden, hvor jeg bare forsøgte at være så meget som muligt, at accepterer, det var rigeligt. Medens jeg var i Madras området besøgte jeg bl.a. San Thome Katedralen (efter den tvivlende apostel som kom her til ) og de fascinerende strandtempler i Mahabalipuram syd for byen. Det lykkedes at få kontakt med Ellen Blæsbjerg på ”Womens Christian Hostel”.
Det måske væsentligste formål med denne rejse, tilbage til Indien, var at gense. Det lykkedes her og jeg var velkommen, herligt.

En uge efter min ankomst, sad jeg i en gammel bus, med min bagage og vinkede farvel til en god ven, Mr. Ramankrishnan. Jeg havde deltaget i Pongal-festen, som gæst i hans hjem, en stor oplevelse, og han havde fået mig sluset ind i denne pulserende verden, som aldrig slutter eller begynder, helt ind til genkendelsen af erindringen.

Rejsen fortsatte nu til Tiru´kollur. Her holdt Janne Garder til som ansvarlig for ”Girls Boarding School/Siloam” og resterne af ”Danish Mission Hospital”. Der var plads i gæstefløjen. Her fra besøgte jeg, sammen med et par voluntører, Tiruvannamalai, hvor ”Danish Mission/Lebanon” ledes af Else Krog.

De tre hårdføre damer er sidste bastion, af det der engang var Dansk Missions Selskabs virke i området. Der må ikke missioneres i Indien i dag, men det sociale engagement fortsætter en tid endnu.
Tiruvannamalai er tempelbyen ved det Hellige Bjerg, til ære for Shiva´s 2. reinkarnation, en magtfuld repræsentant for det Hinduistiske Indien. Her kom jeg ind i det Allerhelligste. Det var en meget indtrængende oplevelse, som dannede klangbund, for det mest gennemgående tema i mine senere Indiens-billeder.

Under opholdet i Tiru´kollur genså jeg også Fort Sct. David ved Cuddalore. Et sted der knytter sig stærke barndomsminder til. Det var her jeg dræbte en slange med ét stenkast og reddede min mor´s liv, uden hun opdagede det, - tror jeg nok. I femårs alderen løber virkelighed og drøm ofte sammen, det kunne være en stærk drøm, akkurat som så meget andet i dette land. Fortet var tomt nu, køerne græssede i haven.

Rejsen foregik hovedsagligt med offentlige transportmidler, ofte i overfyldte busser. Officielt er der venstrekørsel i Indien, men busser og lastbiler kørte midt på de smalle landeveje. Undtagelsen var undvigemanøvre. Her viste de indiske chauffører kollektiv dødsforagt ved, efter at have brugt hornet, i sidste øjeblik, at kaste hele bussen med turbulent indhold, ud i venstre rabatside, lige før vi tørnede frontalt sammen med en modkørende bus eller lastbil. Man viger ikke for mindre køretøjer. Eksempler på mindre vellykkede manøvre kunne iagttages langs vejen. De fleste ulykker skete om natten, hvor f.eks. det ene køretøj kun havde lys i den ene lygte, og derfor blev regnet for en scooter. Der var også en del uden lys.

Rejsen forsatte, for mit vedkommende, og jeg kom til Bangalore, den by vi boede i dengang i mit tidligere liv. Y.W.C.A. (K.F.U.K.) pensionatet eksisterede endnu, det var der jeg som 5 årig fik ukogt vand. Det havde nær kostet mig livet. Jeg huskede den gl. bungalow i engelsk imperiestil, nu var den et skinddødt spøgelseshus, som kunne havde inspireret Dickens eller Hitchcock, men jeg er jo bare maler, heldigvis, så jeg flyttede ud til U.T.C. i Millers rd., et simpelt sted hvor mine forældre gik på sprogskole i sin tid. Her var portvagt og jeg var tryg ved maden og vandet.

Fra B´lore gik turen videre til det smukke Mysore og der fra til ”The Elephant Camp” i vildtreservatet Mudumalai, hvor en gammel drøm om at ride på elefant blev opfyldt.
En bjergstation i Nilgiris bjergene Ooty blev næste stop og her fra besøgte jeg Kotagiri, hvor vi boede i den varme tid. Der lå Dansk Missions Kostskole hvor min storebror gik. De ansvarlige lærere gjorde, den gang, hvad de kunne for at banke arvesynden ud af missionens børn, de var jo født syndige, børnene altså! Det var vi vist ikke, i den engelske børnehave, hvor jeg gik? Kostskolen er heldigvis solgt og drives i dag efter andre principper.

Hermed var det slut med genbesøgene i første omgang, Bombay måtte vente, jeg tog længere sydpå til Karela, en af Indiens frodigste og smukkeste delstater.

Første del af ruten fra Ooty gik med tandhjulsbanen til Coimbatore og der fra med hurtigbus videre til Ernakulan/Cochin, et spændende område, hvor jeg bl.a. så Katakali-teater. Videre med skib, back-waters, og endnu en nødtvungen bus til Kovalam beach, hvor jeg blev i en uge, med en dagstur til Indiens sydspids ”Cape Comorin” hvor de tre verdenshave mødes.

Det lykkedes at arbejde lidt ved Kovalam beach, men ellers kunne det ikke lade sig gøre, -udendørs vakte det opsigt og folk dannede ”kødrand” og dækkede for motivet, -indendørs forhindrede varmen energisk arbejde. Men det var rart at sidde ved strandrestauranten, under den store palme, med frisk papaya juice og tegne, skrive eller snakke med folk der. De handlende og tiggere havde ikke adgang. Det var en helt lille ferie.

Senere fløj jeg med Indian Airlines (de falder ikke ned allesammen) tilbage til B´lore, hvor min kuffert stod på U.T.C. Det var dejligt at møde kendte ansigter, blandt de studerende her. Bl.a. den norske Torild som havde passet på mine ting. Man hjalp hinanden her.

Fra B´lore til B´bay, altså Bombay, med tog. Der havde jeg arbejdsmulighed på J.J. School of Art. Det lykkedes at få atelierplads, men det gik ikke i længden, eleverne stimlede sammen omkring ”Fænomenet”. Kunstnere mødte jeg ikke mange af.

I Bombay lærte jeg at elske og hade dette enorme land. Jeg var tæt på fattige og rige, -sænkede paraderne og lod indtrykkene passerer, vel vidende at British Airways snart ville befri mig. Men ventetiden blev lang.

Danmark, som jeg savnede mere og mere dag for dag, - det land og det folk, som forgifter sig selv med en tåbelig jantelov, lærte jeg at blive stolt af. Vi danske er ikke et ukendt folk i Bombay, selvom byen rummer ca. 9 mill. Mennesker, det er der gode grunde til.

Mit hotel lå i den sikre bydel Colaba. I andre dele af Bombay og andre steder i Indien bekrigede hinduer og muslimer hinanden; men jeg kunne færdes frit. Fjorten dage efter min hjemkomst, bilbombede muslimerne hoteller og Air India bygningen i Colaba.

Men jeg lærte, at holde op med, at prøve på, at forstå.
Indien kan ikke forstås.
Alle tider lever i én tid, hele tiden.
Der er intet, her fra og der til.
Indien er som en slange som æder sin egen hale. En Uroboros.

Næste gang ankommer jeg i Bombay og rejser til Nord-Indien.

BILLEDNOTATER.
Det starter med zig- zag kradserier, som for alle andre; men jeg holdt ikke op med at tegne. End ikke i den alder hvor fornuftens skolede pegefinger skænder fantasi og glæde:
”Hvad skal det være godt for?” eller ”Kan det bruges til noget?”. Det var den stive voksenverdens gesandter, som i sin afgrænsethed erklærede legen for dumhed, - noget barnligt, uudviklet, - hvorimod evnen til tilegnelse af allerede tænkte tanker, fortsat betragtes som den sande intelligens. Hvor fattigt!
Selv den positivistiske videnskab har fattet at der eksisterer flere former for intelligens. De har faktisk bevist, det børn og åndelige begavelser altid har forstået.
I skolen havde mine lærere svært ved at accepterer tegneriet; men så længe jeg med egne ord kunne gøre rede for det netop gennemgåede, ved blot at se på mine tegninger, var det vel svært at forbyde det.

Tegningerne, som ofte var ufærdige rids, blev mine notater. Det var min måde at være nærværende på. Billednotater…en oplagt betegnelse, som ikke danner oplæg til maleri el.l. En huskeseddel, ikke til indkøb; men til sindet. Der er tale om selvpåvirkning. Et selvstændigt udtryk, som ikke er underlagt andre metoder. Tegningen har alt for ofte været et nedvurderet kunstnerisk udtryk: men den sort/hvide tegning er måske det mest nøgne og ærlige billedudtryk, hvor intet kan skjules, - det er der bare, se selv…..