1991 - 93
Back to india
  Artikler:
- Back From India - udstillingskatalog:
"Back to India" af C.F. Garde
"Den gule drik" af Finn Terman Frederiksen
- Billednotater fra Indien Bogudgivelse:
"Forord" af Finn Terman Frederiksen
"Min rejse i Sydindien" af Jo Møller

Back to India
Af CF Garde

I 1951 rejste en fireårig dreng med sine forældre og to brødre til Indien. Faderen skulle derud og være missionær. Det begyndte som et kald, men udviklede sig til et mareridt. Efter et år opgav han, og familien vendte hjem til Danmark.
Den fireårige hed dengang Jens Ole, men blev kun kaldt Ole. I dag er han maleren Jo Møller. Når han ser sig tilbage, er året i Indien det mest markante i hans barndom. Og det barskeste. Det brændte sig ind i hans erindring og har trængt sig på lige siden, stadig stærkere. Til sidst i en sådan grad, at han 40 år senere måtte derud igen. Back to India.
Dels drejede det sig om noget eksistentielt: om måske at finde svar på nogle af erindringens gåder. Dels – og vel navnlig – om kunstnerisk at finde dækkende udtryk, der kunne forene den fireåriges traumatiske oplevelser med den voksne mands indsigt.
Skib til Bombay, derefter en næsten 1000 kilometer lang togrejse til Bangalore. Det første chok. Familien sad fanget i en kupé, belejret af tiggere, som hang uden på toget, rakte hænderne frem og tryglede om at blive lukket ind. Men åbnede man døren, risikerede man at blive stukket ned eller smidt ud af toget. Det var der eksempler på.
”Det var rædselsfuldt, ” siger Jo Møller, ”ikke mindst for mine forældre. Der kom min far med sin faste tro på, at han skulle gøre noget for mennesker derude, og så sad han pludselig indespærret sammen med os og måtte holde døren låst. ”
I forældrenes fotoalbum er der fra Bangalore et lille romantisk billede, som Jo Møller i fjor brugte som motiv i et maleri. Han og hans to brødre sidder med Nehru-huer på i en gammeldags håndtrukken rickshaw. Billedet er næsten symbolsk for familiens ophold i Indien.
”Vi sad der kun, fordi far lige ville ta´ det billede. Vi kom slet ikke ud at køre, for vi havde ingen penge. Vi blev løftet ned igen, da han havde knipset. Kulien fik en skilling, men blev meget knotten over, at vi ikke skulle ha´ en tur. Billedet ser hyggeligt ud, men der var en fandens ballade, og vi kom aldrig ud at køre i sådan én!”
Familien fik et værelse på YWCA (KFUK), hvor Ydre Mission betalte for kost og logi. Obligatoriske fællesmåltider i spisesalen med de andre gæster, et blandet selskab fra alle mulige missioner. En evindelig gang ris og karry, fræsende stærk, ikke mindst for barnemaver.
Når en rotte blev fanget i en fælde i spisesalen, blev der hældt kogende vand over den, inden man slap den ud, så hunden kunne tage den. Han husker det med gru.
Vandet var inficeret, ja nærmest giftigt, hvis man ikke havde indernes immunitet. Varmen var forfærdelig, og miljøet var usundt. Det er ikke for meget sagt, at den lille danske familie led under vilkårene, og det blev værre og værre.
Forældrene gik på sprogskole for at lære indisk. Den ældste dreng blev sendt på den danske missions kostskole i Kotagiri oppe i bjergene, væk fra varmen i Bangalore. Den blev drevet efter engelsk mønster, og det var ingen lyst. Drengen led frygteligt af ensomhed og hjemvé, og det var ligeså slemt for forældrene, navnlig moderen, der bestemt ikke brød sig om at sende ham væk.
Jo Møllers erindring om Indien oplever han først og fremmest i billeder – forløb, der gentager sig uden forandring. De er realiteter, faste størrelser, der blev præget i hans sind på et tidspunkt, da evnen til eftertanke endnu ikke var udviklet.
”Når man er 4-5 år, har man ingen egentlig bevidsthed om, hvad der ske, ” siger han. ”Oplevelserne går usorteret ind. Man har ingen forsvarsmekanismer, der sætter én i stand til at sige nej til dem eller lukke af for dem. Følsomheden er enorm, det er i disse tidlige år, personligheden bliver dannet. Forældrene skal være barnets bevidsthed. Det er dem, der skal beskytte det. Oplevelser, som er for stærke, kan godt være farlige for et lille barn.
Den eneste beskyttelse, barnet selv har, er at det ikke forstår, hvad der sker. Min storebror kunne lukke af. Jeg kunne ikke. Alt gik lige ind hos mig, helt usorteret. Det gjorde det ikke bedre, at jeg blev meget syg og derfor var helt forsvarsløs.
Det er mildt sagt, at vi ikke havde det godt. Kort efter ankomsten fik vi skarlagensfeber og blev sat i karantæne, og vi blev ved med at have vrøvl med helbredet. Min lillebror, som ikke forstod et suk af det hele, dejsede om engang imellem, især i den varme tid. Jeg fik amøbedysenteri og blev indlagt på det engelske hospital, hvor jeg var så tæt på at dø, som man kan være. Jeg lå syg i lang tid. Mor fik det også, dog uden at være i livsfare, men hun gik til behandlinger på hospitalet.
Kun min far fejlede ikke noget. Han var sund og rask og passede sin sprogskole, men han var bekymret. Jeg tror, det var meget hårdt for ham. Han var rejst fra Danmark i den faste overbevisning, at han adlød en guddommelig bestemmelse. Men det lå jo nok lidt tungt med Guds vilje, når hele familien var ved at falde samme om ørerne på ham. Så besluttede han og mor, at vi skulle rejse hjem, selv om han endnu kun var nået til forberedelsen af sin missionærgerning. Missionsselskabet ville ikke betale en hjemrejse i utide – det gjorde min farfar.
Vi havde været der godt et år. Vi var oppe at sidde i rickshawén, men kom aldrig ud at køre.”
Hjemrejsen skete med en af de hvide P&O-linere med de gule skorstene, som dengang sås overalt i Orienten. Store passagerskibe efter den tids forhold. Et slaraffenland, hvor kabyssen lugtede af rigtig mad. Men først og fremmest: væk fra Indien, fra den ulidelige varme, fra vrede rickshawkulier, rotter, kakerlakker, sygdom, fattigdom og uoverskuelige problemer. En fantastisk forandring for hele familien, og altså den nu femårige Ole, alias Jo.
Et par år senere konverterede hans far til katolicismen, og det samme gjorde resten af familien efterhånden. Jo Møller er stadig katolik. ” Nu er jeg katolik, siger han, fordi jeg bl.a. vil begraves rigtigt, når jeg dør. Jeg vil ikke brændes. Nej, der skal være lys og røgelse og en procession. Der har været så meget teater i mit liv, så vil jeg også slutte af med en ordentlig forestilling.
I øvrigt holdt jeg min egen begravelse i Klampenborg Dyrehave, da jeg fyldte 25 – en stor ceremoni, hvor jeg brændte mit tøj og mine bøger og begravede min fortid i en stor rusten jernkiste, vi havde haft med hjem fra Indien. Der kom mange mennesker, og vi gik i procession – det hele var planlagt til mindste enkelthed.”
Der er en parallel mellem faderens søgen efter sandhed og de identitetsspørgsmål, som på et enklere plan plagede sønnen i hans barndom og ungdom. Han blev kaldt Ole, men forligede sig aldrig med navnet. Senere besluttede han sig til at bruge navnet Jens, som han jo også havde. Det syntes forældrene var akavet, for det var jo hans fars navn. Så valgte han at bruge hele sit navn og blive kaldt Jens Ole.
”Det passer til afsnittene i mit liv, siger han. Jeg hed Ole, mens jeg var protestant, Jens Ole mens jeg var aktiv katolik, og efter begravelsen i Dyrehaven tog jeg så definitivt navneforandring til Jo. Det er ikke bare mine gamle forbogstaver. Jo er et gammelt nordisk mandsnavn. Jeg ved godt, det er piger, der hedder det, men det gør de, fordi det er blevet moderne at forkorte engelske pigenavne.”
Selv om navneskiftene kan forekomme ret uvæsentlige, er der næppe tvivl om, at de hænger sammen med dybere spørgsmål i Jo Møllers liv. Spørgsmål, der kan føres tilbage til barndomsåret i Indien, og som har spillet en vigtig rolle i begrundelsen for at rejse derud igen.
Som voksen har han haft tilbagevendende drømme, om tiden i Indien, drømme om oplevelser, der var så kraftige, at han var nødt til at få dem bearbejdet. Han er uddannet gestaltterapeut og er fortrolig med, hvad der kan komme ud af drømme og fantasirejser, erfaringer, som han også bruger i sit maleri.
”Hvis jeg ikke havde gjort noget ved det, var jeg måske blevet hængende i noget, jeg ikke kunne styre, ” siger han. ”Jeg har haft nogle mærkelige oplevelser, som de fleste mennesker i vores kultur nok vil betragte som dyb overtro for ikke at sige det rene pip. Og det er heller ikke værre, end at jeg selv holder en vis ironisk distance.
Kort fortalt gik drømmen ud på, at jeg først befandt mig i en jungle mellem bjerge og mødte en flok elefanter. Derefter var jeg på hospitalet og så mig selv ligge som femårig i sengen. Men samtidig huskede jeg, hvordan jeg havde det, da det skete. Min mor sad i silhuet foran vinduet. Hun havde det skidt – det var som om hun ikke rigtig var der.
I drømmen kommer jeg svævende udefra, ind gennem vinduet i sygeværelset og ser mig selv ligge dér. Så stirrer jeg på den hvide væg. Det er på det tidspunkt, da jeg ligger og dør, eller er lige ved det. Pludselig kommer der et stærkt gult lys, og jeg ser en skikkelse eller figur, som jeg også tidligere har set i en drøm, hvor jeg fulgte den i bjergene. Den havde flere arme, og i den ene hånd var der et øje. Jeg troede det var Siva.
Og nu kommer så det, som de fleste vesterlændinge vil afvise, men som for en inder er fuldkommen naturligt: Jeg får fornemmelsen af, at min lille kristne sjæl futter af, og at en anden smutter ind i mig i stedet for!
Jeg mister ikke hukommelsen, for det er jo ikke hjernen, der bliver skiftet ud, men noget er der sket.
Jeg gik meget stille med den drøm, for jeg ville jo nødigt være til grin. Men på et tidspunkt møder jeg (mere eller mindre tilfældigt) en mand, der har været i Indien mange gange og vidste alt om religionerne derude. Han kendte den figur, jeg havde set i drømme. Det var ikke Siva, men en boddhisatva. Dem findes der flere af med forskellige navne, men han var helt klar over hvilken af dem, det drejede sig om. Siden sendte han mig et billede, han havde, af lige nøjagtig den figur, jeg havde set i drømmen. Jeg havde aldrig før set sådan et billede eller en figur magen til, og jeg anede intet om den.”
Den historie fortalte Jo Møller, inden han tog af sted til Indien i januar 1993. Den var måske den væsentligste grund til, at han tog af sted, selv om han ikke gjorde sig håb om at få større klarhed over disse anede sammenhænge. Han ville opsøge de steder, han huskede, selv om han godt var klar over, at meget ville være forandret. Han var kun sikker på én ting: han ville tegne, male og føre dagbog og for resten tage tingene, som de kom.

INDIA
Denne gang sker rejsen med fly. Det går for stærkt, siger dagbogen. Sjælen, hvad det nu er for en, halter bagefter. Heldigvis er der på forhånd etableret kontakt i Madras med en inder, mr. Ramakrishnan, der tager sig af ham de første dage i den larmende, sydende storby. Det er nu ikke kun byerne, der syder. Hele landet er et stadigt mylder af mennesker, de er alle vegne. Helt uforstyrrede steder findes ikke i det enorme land.
Han ankommer, netop som Pongal begynder, en årlig religiøs fest for bønderne, der skaffer maden, for de hellige køer og for familierne. Årets ”onde tid” er forbi, en ny tid begynder. Jo Møller deltager i familien Ramakrishnans højtid med komplicerede ritualer og spisning med fingrene. På højre hånd, det er vigtigt. Den venstre bruges til andre legemlige funktioner.
Som det kunne ventes, får han næsten omgående vrøvl med maven, diarré og opkastninger, må leve af kogt vand og bananer, men oplever mangt og meget på bilturen med sin vært. Festklædte mennesker med sukkerrør overalt, en krokodillefarm, et tigertempel ( udsmykket med løver), voldsom hede, enorm trafik (alle kører på hornet), tiggere og handlende i stor forvirring, et kaos af lyde, lugte, indtryk, følelser. Langsomt indfinder en vis tryghed sig, samtidig med at han dog efter nogle dage betror dagbogen, at ”jeg p.t. har svært ved at fatte, hvad i alverden jeg ville herud efter…”
Endnu har han ikke set nogen af de steder, han husker, men så tager han til den danske missionsstation i Tirokoilur for at finde trappen. Han husker den, og der er for øvrigt et billede fra 1952 af familien, der sidder på den. Først ser han én, men det er ikke den. Så finder han den ved et andet hus. ”Alt var vokset til, men ”rummet” var det samme, om end jeg var mindre – og dét større. Vil prøve at tegne lidt. Alene, herligt! Dvs. det myldrer med børn og voksne indere, men de er på passende venlig afstand.” Han tegner og læser på værelset, smadrer en kæmpekakerlak og plages af ”husdyr”: moskitoer, myrer og andet kravl.
På dagbogen første sider er skriften almindelig, men efter nogle dage er han klar over, at han skal skrive meget småt, hvis bogen ikke skal blive udskrevet alt for hurtigt. Fra da af er de små sider fyldt til sidste millimeter med meget små bogstaver, der blev mindre og mindre bogen igennem. Han er omsider ankommet.
Han rejser videre til endnu et vigtigt sted, Fort St. David i Cuddalore. Han finder stederne fra fotografierne, brønden, udsigten over lagunen og fiskerdrengene (som var blevet lidt gamle i mellemtiden). Nok en trappe, som han huskede fra en buldrende mørk aften under en oversvømmelse. Nu sad han der og drak kokosmælk og kiggede på køerne, der græssede i haven.
Og så: Bangalore, ”endnu en stor, beskidt, myldrende, larmende, kaotisk storby”. Han havde et bykort, men opdagede, at inderne ikke kan læse kort. Han prøvede at finde ud af, hvor han var, men når han bad nogen vise det på kortet, nikkede de og pegede på et tilfældigt sted på kortet.
Den håndtrukne rickshaw eksisterede så godt som ikke længere. Nu var det scooter-rickshaw, og med sådan en kom han omsider til Infantry Road, hvor YWCA ligger. Men at finde huset var en anden sag, spørge, spørge, spørge, indtil han stod foran det, en stor hoben forfald, gamle imperiebygninger med klodsede tilbygninger og støv, støv, støv. Han indlogerede sig i et rum med dør ind til spisesalen, meget mindre end han huskede den, men det var den med risen og karryen og de skoldede rotter. ”Den gamle dame, der bestyrede stedet, var engelsk og havde også været der dengang, men kunne intet huske.” Haven var væk, muren omkring den en ruin, faldet sammen flere steder.
Igen undrer han sig over, hvad han i grunden er rejst til Indien for. ”Hvad havde jeg forestillet mig? Egentlig ikke noget specielt, men … byen passer mig ikke, og gensynet med YWCA var trist. Oles minder eksisterer kun som minder, her er det en gyser. Har kvalme, ondt i maven – krise!” Han har mest lyst til at afbryde sit projekt og rejse hjem omgående. ”Må snart ta` en beslutning om, hvorvidt jeg vil fortsætte denne galskab.”
Han tager beslutningen og fortsætter, men giver sig selv et hvil på et hotel i Mysore. Ren luksus: varmt karbad. Han kom lige fra en indisk-katolsk asram, hvor han havde sovet i en celle på en bastmåtte på gulvet og fingerspisning, til et rigtigt værelse med seng, room service og en restaurant med kniv og gaffel, dejlig mad og fjernsyn. Tid til eftertanke og planlægning.
Han vil til Kotagiri, og så vil han ride på elefant i junglen, som han gjorde i sin drøm. Han tænker på muligheder for et gensyn med boddhisatvaen. Ingen kender figuren i Sydindien, heller ikke museerne. Han overvejer en tur til Tibet, men men ….
Elefantridt, ja, men ingen boddhisatva. ”Vi blev placeret fire personer på en lille platform oven på elefanten med en driver og en mand gående bagved. Så luntede vi ind i urskoven og så faktisk nogle dyr, især rådyr og aber, men også en gnu(?) to meter fra med hovedet i en enorm busk. En af de andre sagde, han så en panter. Det lykkedes altså – som turist. Det er meget svært ikke at være turist på disse steder – og som blegansigt. ”
Han gør virkelig noget for ikke at være turist, og selv om han efterhånden er så solbrændt, at han kan gå for en lys inder, bliver han altid genkendt som udlænding. Undertiden plagsomt, fordi han altid får de samme spørgsmål: Hvor kommer du fra, hvad hedder du, hvad laver du, hvad synes du om Indien? Men han møder også europæere, der som han selv ikke rejser for at se, men for at være, hvilket er noget ganske andet.
Moskitoerne stikker ham i hundredvis. Mange steder må han sove på bastmåtter på det hårde gulv eller på en planke. Han bliver lyksalig, hvis der er et moskitonet, men det er ikke ofte. Foruden tilbagevendende mavebesvær, ofte med smerter, døjer han med en tropeforkølelse, han næsten ikke kan blive kvit, og som senere på rejsen helt berøver ham stemmen.
Tvivlen på, om hensigten er besværet værd nager ham ofte, men dagbogsnotaterne dokumenterer også den stædighed, hvormed han holder fast. Trods svage øjeblikke vil han ikke give op.
Han er på halsbrækkende ture med busser, der drøner op og ned med hornet og speederen i bund ad ensporede hårnålesving mellem biler, cykler, folk og hellige køer. Et bump får ham til at ryge op i taget og atter lande på bussens hårde træsæder, så han må mærke efter, om halshvirvlerne er intakte. Busser og tog er pakket med folk.
Det var den rene svir, da han fik et lift på motorcykel til Kotagiri. Her fandt han kostskolen, hans storebror havde gået på. Nu var den privat og blev drevet af en engelsk dame og hendes koreanske mand. Han mener, han fandt Spring Cottage, huset han og hans familie beboede i den varme tid sommeren 1952, men for en sikkerheds skyld tog han også billeder af nabohusene.
Med besøget i Kotagiri var gensynene slut, og dermed også den opsøgende del af Jo Møllers projekt, Back to India. Men planen er, at han også ser noget mere og rejser videre uden barndommen i bagagen. Han sidder ganske vidst efter besøget i Kotagiri med fornemmelsen af, at han faktisk lige så godt kunne rejse hjem. Var der sket noget som helst?
”Besynderligt, at jeg ikke bliver bidt af det, men det er måske først når jeg kommer hjem? Så bliver det nok helt fantastisk i forhold til Langå, Århus, Randers og alle de små flækker. Her er det bare for meget, mennesker overalt, enorme byer.”
Skriften i dagbogen bliver tættere og tættere, mindre og mindre, men hele tiden klar og markant. Selv når den er præget af at være skrevet i et rumlende tog, er det lykkedes at udnytte pladsen på siderne til det yderste. Under læsningen er det ind imellem en stor hjælp at bruge en lup.
Der er naturligvis et væld af detaljer, mennesker og hændelser, som ikke er nævnt her. I forhold til rejsens hensigt var gensynet med barndommens steder det vigtigste. Han havde en følelse af at have efterladt sig selv, den 5-årige Ole, i det fjerne land dengang for længe siden. Men endnu havde han hverken fået be- eller af- kræftet sin voksne drøm. Som inder følte han sig afgjort ikke. Tværtimod længtes han meget hjem til sin kone og sine børn. De brevvekslede pr. fax, når han kom i nærheden af en, men ofte lykkedes det ikke. Somme tider manglede der to ark i brevene. Han var langt borte hjemmefra.

BACK FROM INDIA
Selv om kun det halve af rejsetiden er gået, kan man sige, at den anden halvdel, hvor Jo Møller strejfer om i det sydligste Indien, er en slags påbegyndt hjemrejse. Nu begynder en afklaring så småt, samtidig med at han mere målbevidst går i gang med at tegne og male.
Et par dage efter, at han har forladt Kotagiri så han en katakali-forestilling, ledsaget af et foredrag, som teaterdirektøren holdt om hinduernes mytologi og gudeverden.
”Man siger, at hinduerne har så mange guder, at det er håbløst at holde rede på dem, ”sagde direktøren, ”men vi har kun tre, ligesom de kristne har treenigheden. Tre som danner en enhed: Brahma, Vishnu og Siva. Alle de andre guder er billeder af dem. Krishna er en reinkarnation af Vishnu, Parvati er Sivas kvindelige side, elefantguden Ganish er Sivas og Parvatis søn, etc. Det er meget enkelt , I kan bare glemme alle de andre – eller huske dem, I kan li´. For os er det i orden med denne mytologi. Den er ikke kedelig filosofi eller teologi, men netop myter. Vi prøver ikke at forstå eller få svar på de store spørgsmål, det må præsterne og guruerne om. Vi er tilfredse med teater, billeder og historier, der siger noget, vi kan bruge i vores liv.”
Boddhisatvaerne er sådanne sideguder. Det gik op for katolikken Jo Møller, at de har samme funktion som de kristne helgener. I stedet for at gå i Nirvana, forsvinde i det store intet, er de blevet på jorden for at vejlede mennesker. I virkeligheden er der ikke stor forskel på katolikkernes og hinduernes måder at bruge billederne på, ikke som guder men som tolkninger. Der er tale om noget arketypisk.
På en sejlads i the backwaters langs kysten i Kerela, med en turbåd noterer han i dagbogen:
”Sejlturen var først fantastisk, så begyndte palmerne, vandet, hytterne, bådene, menneskene overalt, solen etc. at gentage sig. 8 timer var måske for lang tid, var også blevet advaret… men så begyndte jeg at opleve det, se mere, lyset mellem palmerne, farverne, fuglene højt oppe, sværme af rovfugle (ørne ?). Jeg begyndte at være, dér på båden, i denne utrolige natur, i Indien – at VÆRE her i Indien. Mediterede lidt på solens genspejling i vandet, da den hang lavt, og da vi nærmede os Quilon, var jeg her helt … Jeg var blevet hel igen – så må jeg altså have været temmelig langt ude. For langt, så langt at det var farligt…”
Det er mennesket, og i høj grad maleren, der er kommet til sig selv i bogstaveligste forstand. Han er i Indien, men han er også på vej tilbage fra Indien, dvs. den forestilling han havde om landet, da det kun var et påtrængende minde fra en svunden tid. Boddhisatvaen var kommet på plads i bevidstheden, og det var ikke længere et spørgsmål, om han havde fået forbyttet sin sjæl i en hospitalsseng
Rejsen fortsætter med mængder af oplevelser. Han flyver tilbage til Bangalore for at begynde at male og håber at kunne gøre det i en kunstnerlandsby i nærheden af byen. Stedet viser sig dog mindre velegnet, og han beslutter at tage til Bombay med toget, den samme strækning på 1000 kilometer, som indledte opholdet i Indien i 1952. Denne gang dog mere luksuøst, 1. klasse med siddeplads og køje. Køjen er ganske vist meget smal, en overkøje på sidegangen lige under wagonens buede tag. Toget slingrer stærkt under den voldsomme fart, 60-70 kilometer i timen! I løbet af natten ruller han flere gange ud i kæderne, der holder køjen oppe, men de forhindrer også, at han falder ud. Tilfreds konstaterer han, at han ikke får stjålet noget, selv om der er en livlig trafik på gangen natten igennem.
I Bombay bor han på hotel og får lov til at stå og male på et kunstakademi sammen med en del kunststuderende. Han har købt lærred til to malerier. Skolens lærere strejker, og de studerende sympatistrejker, så han får hele lokalet for sig selv. Varmen er skrap, sveden hagler af ham, mens han arbejder med at spænde lærrederne op. Så i byen efter farver, en labyrintisk vandring gennem gader, gyder og smøger. Får vabler på fødderne, men finder endelig en mand, der handler med pigmenter, dog kun i 1 kg-poser, siger han. Jo Møller bliver stædig, så meget skal han slet ikke bruge, men først efter lang palaver finder manden alligevel nogle 100 g-poser med gult, blåt, magenta og stærk orange. Nu kan maleren komme igang.
Dagen efter er de studerende tilbage, selv om lærerstrejken fortsætter. Det gik ellers godt, men nu siver energien ud af den danske maler: ”De ved tilsyneladende intet om koncentration. Søde og velmenende, oprigtigt interesserede. Men bare ikke lige nu, hvor jeg har fået hul på motiverne.”
Bombay er enorm: 9-10 millioner mennesker, masser af slum og masser af problemer. Lige ved kunstakademiet bor folk på gaden i papkasser og telte. Alle vegne ligger der mennesker og sover i skyggen. Ved en gangbro bor der 30-50 mennesker, som man med nød og næppe kan passere på fortovet. Alle sørger for sig selv og deres nærmeste, resten er kaos. Dagbogen: ”Min lede ved Indien vokser, det ta´r megen energi at udelukke så stærke indtryk, imod samvittigheden, blot for at kunne være her. De positive oplevelser må danne modvægt, og det gør de utroligt nok. Det kniber bare, når jeg ikke kan holde på lortet, og den gamle angst jager igennem mig. Jeg hader det … Hvor bli´r jeg glad for Danmark!”
Et galleri tager nogle af hans litografier i kommission, og en dag stiller han op for at male et langt billede sammen med nogle indiske kunstnere, kunst for fred! Han maler i tre timer – da er de andre forlængst gået.
Gennem en del trængsler lykkes det ham at få sine to billeder færdige, de kan begge ses på udstillingen her: ”Ganish´s Head” og ”Siva´s Playball”. At få dem sendt hjem er en anden sag, men også det lykkes, og 2. marts er han hjemme hos familien i Langå, kufferten og malerierne er ankommet. Alt er godt, kun tidsforskellen mellem Indien og Danmark føles endnu, og han skal blive ved med at tage malariapiller i tre uger efter hjemkomsten.
”Her slutter jeg! Her begynder jeg!” skriver han på dagbogens sidste blad. Og efter at være kommet godt i gang herhjemme uden diarré og moskitoer, begynder perspektiverne at melde sig. Han kan konstatere, at udbyttet af rejsen er langt større, end han kunne ane. Nu ved han, at han, noget ublidt, har fået barndomsoplevelserne ført up to date. Han har, som han siger, hentet den lille Ole hjem til virkeligheden. Han skal ikke længere nøjes med tågede erindringer, han har set Indien NU. ”Det er ganske vist ikke noget råbe op om, det skulle da være: HJÆLP!”
Hvad maleriet angår, mener han rejsen har givet ham inspiration nok til et par år eller mere. Hans verdensbillede, som Indien altid har rumsteret i, er blevet konkret, hevet ud af drømmen, men uden at myterne er aflivet.
Dagbogens allersidste notat: ”Sjælen er ankommet, og jeg er kommet mig. Maven fungerer og arbejdet kalder.”