Forside    Maleri    Grafik   Tegning    Installation    Foredrag    Retrospektivt    CV      

SHEVA BRACHOT
af Kristian Himmelstrup

1 Snehvide er sulten. Hun vågner midt om natten med rumlende mave. Inde ved siden af sover de syv små dværge, hun kan høre deres tunge, asynkrone åndedræt, der indimellem tangerer snorken. Udenfor suser vinden i træerne, og det sner, store fnug hvirvler forbi hendes vindue.

Snehvide kan se månen gennem gardinerne, hvis hun rejser sig halvt op på albuen. Den er helt klar. Hun synes sågar, hun kan se de mørke klipper deroppe, der på magisk vis kaster sollyset tilbage og ned i hendes soveværelse. Hun ser de fem synlige planeter, som nærmest ligger på linje i himmelrummet, så det ligner, at de lige så langsomt er i færd med at æde hinanden. Hun stirrer drømmende ud af vinduet et øjeblik, så lader hun sig falde tilbage på ryggen igen.

Hun forsøger at falde i søvn, alt hvad hun kan, men hun har en uro i kroppen, som hun ikke har oplevet før. Hun har svært ved at ligge stille, og så er hun sulten som bare den. Hendes mave rumler, så hun ikke kan høre, hvad hun selv tænker. Men hun ved, at hun tænker på mad; på ovnstegte stege og frikadeller, på brun sovs og kandiserede æbler.

Snehvide vender og drejer sig. Hun forsøger at slappe af, at tænke på andet end mad, at tænke på ingenting eller syv hvide dværge, men lige meget hjælper det. Hun hopper ud af sengen, tager sin badekåbe på og stikker fødderne i hjemmetøflerne. Hun binder bæltet i kåben med en dobbelt knude og åbner forsigtigt døren ind til de syv små dværge.

2 De syv små dværge ligger i deres syv små senge og sover. Snehvide står i døren, hvid som sne og med sit lange sorte hår helt i uorden. Hun glatter det med en hurtig bevægelse: Hvor jeg elsker dem, tænker hun inde i sit hoved. Hun bliver helt varm i sin lille mave af at tænke på det. Men det er, som om det ikke er nok, og nu er hun varm og sulten. Og hvem af dem elsker jeg mest? tænker hun.

Snehvide bliver stående lidt og betragter de syv små dværge. Så tripper hun forbi deres senge og ud i køkkenet, hvor månen strækker sine blege arme ind gennem vinduet for at lægge dem til rette på den laminerede plade på køkkenbordet. Ellers er der helt mørkt, men det er ikke noget problem for Snehvide, for hendes smukke øjne har allerede vænnet sig til mørket.

Hun åbner køleskabet, som er rungende tomt. Hun lukker det igen. Så åbner hun skufferne under bordet og hjørneskabet, hvor der normalt står konserves. Tomt.

Snehvides tarme skriger på mad. Hun synes, hun kan høre dem nu. Hun har en gnavende fornemmelse i maven, som om et lille uhyre boede derinde og truede med at komme ud gennem maveskindet. Som om det ville gnave sig ud gennem det fine, hvide maveskind, hvis ikke hun gav det mad. Hun åbner alle skabene igen, men der er ikke en krumme at komme efter.

3 Snehvide står for fodenden af de syv små dværges senge. Månen rammer hendes øjne gennem vinduet og får dem til at skinne, og hendes sorte hår rammer det knoglehvide ansigt ind, så det virker endnu hvidere end normalt. Hvor det bare synes hvidt som sne. Hun smiler, men selv det ser lidt uhyggeligt ud.

Så tager hun forsigtigt den første dværg ud af sengen og bærer ham ud i køkkenet, hvor hun spiser ham i hurtige bidder. Han når slet ikke at reagere, gaber søvnigt og åbner øjnene på klem, idet hun åbner munden, men når ikke at sige en lyd, før hun har ham inde i den.Snehvide tygger af munden. Hendes læber glinser, og hun holder sin slanke hånd op for dem og bøvser. Hun kigger sig forskrækket rundt. Hvor er hendes manerer dog blevet af?

Hun sidder lidt og mærker efter. Det hjalp, men hun er stadig sulten. Hun kan høre en af de seks små dværge give sig i søvne inde ved siden af, og da hun går derind, sidder han op i sengen med åbne øjne. Hun går hen til ham og aer ham, til han smilende lukker dem. Snehvide, mumler han, halvt i søvne.

Det næste hun ved, er, at hun har smækket ham i et ovnfast fad og ind i ovnen. Hun har krydret ham med krusemynte, der vokser i en urtepotte ved siden af vinduet. Hun kan ikke huske, hvordan han havnede dér, men nu sidder hun utålmodigt og venter på, at han er færdig. Han er allerede lysebrun på ryggen, kan hun se gennem den fedtede ovnlåge.

4 Snehvide er helt sovset ind. Hun har krænget morgenkåben af og sidder i sin natkjole med fedtet drivende ned ad underarmene. Hun har dækket op til sig selv og lagt stegen på sin tallerken. Den er skrumpet noget, og der er næsten ikke noget kød på benene, tænker hun, mens hun grådigt spiser dét, der trods alt er.

En af de fem små dværge kommer ud i køkkenet og overrasker hende, da hun sidder og fordøjer. Han får lov at smage, men så ryger han selv i en suppegryde sammen med nogle snittede gulerødder, som hun henter ude i køkkenhaven. Hun slår hans hoved mod bordkanten flere gange, så han ligger helt stille, da hun går.

Snehvide står i snevejret med en lille hakke. Hun har fået farve i kinderne. Hun har kun en natkjole på, og hun ville sikkert fryse, hvis ikke hun arbejdede hårdt med hakken. Hun får snavs på fødderne og bliver helt jordet til, da hun lægger sig ned på alle fire og graver gulerødderne fri med hænderne.

Snehvide dog!

Da hun kommer ind, hælder hun vand i gryden og sætter den i kog. Så sætter hun sig til at vente.

5 Snehvide må være faldet i søvn. Hun vågner på køkkenstolen, da de fire små dværge kommer ind og vil have mad. Hun har ondt i hele kroppen, og hun er stadigvæk sulten.

Hun sætter tallerkner på bordet og hælder op af suppen. Den smager godt. Det var godt, at den fik lov at stå natten over. Kødet er lidt udkogt, men det gør ikke noget. Det siger de fire små dværge i hvert fald. Det er dejligt med suppe, siger de. De plejer at få havregrød, og det kan man godt blive lidt træt af.

Hvor er de søde, tænker snehvide. Men hvem er sødest?

De fire små dværge rejser sig næsten samtidig. De siger tak for maden, men nu skal de altså på arbejde. Nu går den ikke længere. De henter deres mapper og lange frakker og stiller sig på række ved døren. De venter på, at Snehvide skal komme og kysse dem farvel, som hun plejer.

Hun er faktisk ikke sikker på, hvad de laver. Men de skal gennem de syv dale, så meget ved hun, og det er ikke helt ufarligt. Det er godt, de har hinanden, tænker hun. Hun plejer at stå i døren og følge dem med øjnene, når de syngende går ned ad stien.Hun plejer at blive stående, til hun ikke længere kan se dem, og de sidste toner af deres glade sang dør ud. Men ikke i dag.Snehvide kysser de fire små dværge farvel, og en for en forsvinder de ud af døren. Men hun kan kun se ryggen af de to. De to sidste kom hun til at beholde for hårdt i omfavnelsen. Hun løfter dem op og griner til dem. Hun drejer rundt, som om hun danser, og de griner glade. Snehvide, siger de, vi skal altså på arbejde.

Shh, smiler Snehvide, mens hun slår deres hoveder mod hinanden. Og hun danser videre, Snehvide elsker at danse, hun danser med sine to små dværge, der villigt dasker mod hendes smukke ben.

6 Denne gang gør hun sig umage. Hun koger og braser, trancherer, pocherer og sauterer. De er nemme at arbejde med, og der dufter allerede i hele huset.

Snehvide går nynnende rundt. Hun går ind i stuen og rydder op, det får hun pludselig lyst til. Hun støvsuger og vasker vinduer, lægger vasketøj sammen og går ud med aviserne, så der kan være fint, til de to små dværge kommer hjem. Hun er helt forpustet, da hun er færdig. Hendes kinder er røde, og hendes sorte hår er fugtigt af sved.

Hun dækker fint op i køkkenet, der skal ikke mangle noget. Hun har gravet flere gulerødder og kartofler op i haven, og hun fandt endda nogle kantareller i skuret. Og det hele dufter herligt. Det er i hvert fald det første, de to små dværge siger, da de kommer hjem. De lægger deres mapper i gangen, og Snehvide tager deres frakker og hænger op på bøjlerne. Hvor dufter her herligt, siger de i kor. Og hvor har du gjort det fint.

7 Der bliver ikke sagt meget under middagen. Maden smager forrygende, det er længe siden, de har spist så godt, men alligevel er det, som om der er en lille misstemning. Snakken går ikke så livligt som normalt, hvor Snehvide må tysse på dværgene, så de ikke snakker i munden på hinanden.

De to små dværge gaber. Det har været en lang dag, siger de, og Snehvide nikker. Men den er ikke helt overstået endnu, siger hun og løfter hånden. Hun lukker øjnene, tænker. Så det knager.

Hun føler sig behageligt mæt og dejligt tilpas. Men noget udestår, det mærker hun tydeligt i sin veltilpasse mave. Hvor ville det ikke være let at lade være, tænker hun, men rejser sig alligevel og drejer halsen rundt på den ene dværg med en hurtig bevægelse. Hun føler sig viljestærk og handlekraftig.

Hun lægger ham op på et hakkebræt og finder en kødhakker frem fra det nederste skab, før hun løfter den ene lille dværg op på køkkenbordet, så han kan hjælpe til. Hun smiler til ham, og han smiler tilbage. Genert. Hun viser, hvordan man skærer og hakker. Da han har fanget den, strækker hun sig og kysser ham på panden.

I morgen skal vi have frikadeller, siger hun, og går ind på sit soveværelse. Man kan høre hende hele vejen. Hun bøvser og prutter. Ups, siger hun. Så lukker hun døren efter sig.
Snehvide lægger sig under dynen. Hun kigger lidt på månen, som er helt rund. Så lægger hun sig tilbage på ryggen og falder i søvn med det samme. Udenfor har vinden lagt sig, og det er holdt op med at sne.

Det sidste, hun hører, er dværgen, der pusler ude i køkkenet.

 

>Tilbage til oversigt