Forside    Maleri    Grafik   Tegning    Installation    Foredrag    Retrospektivt    CV      

Engle og dæmoner

Af Hans Jørgen Frederiksen
Lektor og institutleder ved Institut for Kunsthistorie,
Aarhus Universitet.


I nyere litteratur om kunst, kultur, filosofi, religion osv. støder man ustandseligt på henvisning til Nietzsches berømte påstand eller konstatering. ”Gud er død”. Og det vel at mærke i almindelighed som en fastslået kendsgerning, ethvert moderne og civiliseret menneske skal føle sig forpligtet til at tage som udgangspunkt for et eksistensielt engagement. På en måde er det en ekstremt kulturimperialistisk holdning at lægge for dagen, for når det kommer til stykket, deles synpunktet formentlig kun af en ret lille del af jordens befolkning. Noget lignende kan iagttages m.h.t. engle-troen. Det erkendes, at den før i tiden var en selvfølgelig del af kristendommen; men nu om stunder ville en dansk universitetsteolog løbe en vis risiko for at tage skade på sit videnskabelige renomé, hvis han insisterede på, at engle fortsat bør betragtes som en vigtig og integreret del af troen. Det er egentlig sært, at det er gået sådan. Englene er på en eller anden måde kommet på kant med en moderne rationalitet, hvad dét så end er for noget. De er blevet marginaliseret, og når de endelig dukker frem, er det gerne som en talemåde, et poetisk billede, en kuriositet eller en uskyldig morsomhed. Tidligere tiders religiøse, åndelige forestillinger må ofte finde sig i et kummerligt efterliv som halvt fordøjede, tågede forestillinger - amputerede, uskadeliggjorte, banale karikaturer af noget, der engang havde saft og kraft, og som kunne hjælpe mennesker til at leve engageret i en mangefacetteret verden med mere end ét virkelighedsplan. Englenes udseende kommenteres kun undtagelsesvis i Bibelen, som når det handler om keruberne i Ezekiels Bog kapitel 1 eller seraferne i Esajas’ Bog kap. 6. I mange sammenhænge omtales forskellige kategorier af engle, som i den kirkelige tradition fører til forestillingen om ni englekor; men da det som sagt i det store og hele overlades til læserens fantasi og forestillingsevne at visualisere dem, har de naturligvis i allerhøjeste grad skiftet karakter, som de fremtræder i billedkunsten gennem århundreder. Hvor de vingede væsener i den middelalderlige kunst i øst og vest spiller en fremtrædende rolle og ofte skildres med stor indlevelsesevne og overbevisende kraft, går det an at hævde, at de siden renæssancen og ikke mindst barokken tit og ofte bliver nærmest anæmiske og ikke så sjældent decideret sødladne. I nyere tid - fra 1800-tallet og frem - har de ikke spillet den helt store billedkunstneriske rolle, og dog har malere som Delacroix, William Blake, Gustave Moreau, Paul Gauguin og andre leveret spændende og tankevækkende eksempler. Englenes kunsthistorie er lang og broget og næsten uoverskuelig. Det eneste, der her skal slåes fast, er, at såfremt de forestillinger, der knytter sig til englene, skal have blot en anelse af oprindelighed over sig, må de tage udgangspunkt i, at fænomenet ikke udtømmes med ord som blidhed, ynde, åndelighed, godhed osv. Den Gud, der har skabt menneskene, har også skabt englene, som af samme grund inkarnerer virkeligheden i dens fylde. Der er gode og onde engle, smukke og hæslige, ædle og groteske, blide og voldsomme. Lucifer var som bekendt oprindeligt den smukkeste og skønneste af alle englene, ”Lysbringeren”, ”Morgenstjernen”. Da han ved sit hovmod og sit magtbegær satte sig op mod Gud, faldt han, og han faldt dybt. De engle, der faldt med ham, befolker Helvede og søger som dæmoner at føre menneskene i fordærv. - Der er langt fra disse forestillinger til barokkens basunblæsende englebasser og den gamle søndagsskoles glansbilleder. Jo Møllers engle ligner hverken Raphaels eller Gustave Doré’s. De er først og fremmest hans egne skabninger i den forstand, at de er resultat af selve den kunstneriske, kreative proces. Men dermed er jo ikke sagt, at de er ganske uden kunst- og kulturhistoriske referencer og reminiscenser. Tværtimod. Ofte giver de associationer til Indien, Mesopotamien, Ægypten, europæisk middelalder og renæssance ets. Men uden at der bliver tale om epigoneri. De får deres eget selvstændige, nutidige liv men på en måde, der, når det fungerer bedst, hæver dem over sædvanlige hverdagsagtige rumlige og tidsmæssige afgrænsninger - helt i englenes ånd. Se f. eks. Billedet ”Lucifer”. Lucifer og en af hans yndlingshustruer, Lilith, der før Evas skabelse var Adams ”kvinde”, har mistet deres skønhed. Tyngede og lidt uformelige vakler de af sted, Lilith selv med dødningeagtigt hoved og bærende på den tunge død. Uglen, der ligesom natteheksene hører til Lucifers døtre, breder sine vinger ud i det lodrette, som ville den tage hele universet i besiddelse; men ved sin position kunne den også give mindelser om Ikaros’ fald. Dettenattens dyr, uglen, forbindes i denne sammenhæng med dunkel sexualitet, der forfører til udfoldelse af blindt begær. Som udstillingens øvrige værker har også dette billede et felt nederst, der på en måde falder lidt uden for det egentlige maleri. Det virker umiddelbart som en række skitser og notater med stor formel betydning for helheden men uden afgørende ”Ikonografisk” sammenhæng dermed. Ikke desto mindre opleves de som erotiske tegninger som elementer i forlængelse af billedets tema. I billedet ”Raziel” er udgangspunktet anføreren for det ”engle-kor”, der kaldes Tronerne og som i hierarkiet kommer lige efter Serafer og Keruber. I jødiske skrifter omtales de som ”de store hjul”, ”dem med de mange øjne”, og de sættes i forbindelse med kerubernes hjul i Ezekiels Bog kap. 1. I billedet spiller hjulene en dominerende rolle: ”..og hjulene var at se til som funklende krysolit; de så alle fire ens ud, og de var lavet således, at der i hvert hjul var et andet hjul; de kunne derfor gå til alle fire sider; de vendte sig ikke, når de gik…; hvor ånden ville have dem hen, gik hjulene, og de løftede sig samtidig, thi det levende væsens ånd var i hjulene” (Eze-kiel 1, 16-19). Umiddelbart virker teksten næsten science-fiction-agtig og højteknologisk, hvilket synes at passe til, at Tronerne befinder sig på det niveau, hvor englene kan antage form og substans. Hertil svarer endvidere den meget smukke grålige engel, der svæver under hjulene og ilden, og som med sin menneskelige skikkelse daler ned over Jorden. Hjulene ser på os! I Ezekiels tekst er deres fælge fyldt med øjne; men i Jo Møllers billede er hjulene selv som øjne, hvis pupiller kan ændre form fra det dyriske til det menneskelige, og det har selvfølgelig noget at gøre med indsigt, der er noget tvetydigt. Viden kan bruges til destruktion (Jfr. ”Træet til kundskab om godt og ondt”) men kan også være visdom. Englen bag hjulene i venstre side har også noget tvetydigt over sig. Hans hoved er som et Janus-hoved, og fra dets ene side udgår en slange, der både kan dræbe og helbrede. Tegningerne nederst ligner selvportrætter! ”Leviathan”-billedet har en helt anden udstråling med den sammenrullede kaos-hun-slange, der bor i den bundløse afgrund. Hun ligger i det kvadratiske felt mellem lys og mørke og virker på én gang dragende og farlig. I den kristne billedtradition optræder Leviathans gab hyppigt som indgangen til Dødsriget/Helvede, og også i Jo Møllers udgave har det rum, slangen danner karakter af passage til noget kaotisk. Leviathans lys siges at fordunkle solen, som vi måske ser lidt under midten. Om ikke før så i hvert fald i middelalderen blev den oprindeligt hunkønnede Leviathan maskuliniseret, og jeg tager mig den frihed, at se den lille tegning af et dobbeltmenneske (han/hun) nederst i højre side i lyset heraf. ”Belial” er et af de voldsomste af udstillingens billeder. Belial, der er fyrste i Sjeol (afgrunden/underverdenen) blev ved sit fald til Satanas. Han er storskrydende og praler af at være den engel, der skabtes først. Med udbredte vinger sidder han i det ildfyldte Helvede, men ser ud til at være ved at rejse sig fra sin beholder. Billedet er sådant set smukt, men der er intet forsonende ved gruen, og Belial synes nærmest at være ved at træde os i møde eller at indfange os. Så er der mindre hedt omkring ”Rafael”. Han er bl.a. den ærke-engel, der forbindes med helbredelse som i Tobits Bog. I billedet ses han halvt siddende, halvt stående. Hans højre røde fod og læg danner en mørk fiske-formet figur med låret, hvilket, hvad enten det er gjort bevidst eller ej, kan pege på den fisk, med hvis indvolde Tobias med Rafaels hjælp helbredte sin far Tobit for blindhed. Fisken, der i oldkirken blev et Kristus-symbol, gjorde Tobit seende. Også slangen, der i billedets venstre del slikker en finger på Rafaels hånd kan opfattes som helbredende. I samme røde højre hånd bærer ærkeenglen et lille tændt lys til oplysning i mere end én forstand. Han er en hellig helhed af rødt og blåt. ”Helhed” er et nøgleord i en kaotisk sammenhæng. I Esajas’ Bog 45,7 siger Gud, at Han er ”lysets ophav og mørkets skaber, velfærds kilde og ulykkes skaber. Jeg er Herren, der virker alt”. Det omfatter også engle og dæmoner
.

[Tilbage]